I Region Syddanmark ønsker Sygehus Sønderjylland i Åbenrå, i et såkaldt funktionsudbud, at indkøbe et bespisningskoncept, der kan give let tilgængelighed, høj kvalitet og variation af mad og drikke til patienter og pårørende på hele sygehuset.

Det hele begyndte, da Lone Dalvig, der er servicechef for køkkenerne på hospitalerne i Sygehus Sønderjylland, fik en idé og indsendte den til INVIA, Region Syddanmarks velfærdsinnovationsenhed, der netop hjælper med at udvikle ideer til produkter, serviceydelser og processer.

INVIAs bidrag til personalets brainstorming, matchmaking og samarbejde med private virksomheder mundede ud i en hel liste af ideer. En af mulighederne er et system til alle brugere af køkkenets ydelser på alle tider af døgnet alle ugens dage, hvilket der blev arbejdet med i detaljer inden sygehuset sammen med Region Syddanmark skrev en ansøgning til Fornyelsesfonden.

Systemet skal digitalt kunne notere, hvad den enkelte patient får at spise og drikke. På den baggrund er det også ønsket, at systemet skal kunne give forslag til menu ud fra patientens behov.

Madbestillingen ønskes foretaget enten af patienten via en patientterminal ud fra de valgmuligheder der er styret af de beslutninger diætisten har dokumenteret i den elektriske patientjournal, eller af plejepersonalet ud fra samme parametre.

Udbytte
Det forventes, at bespisningskonceptet kan frigøre arbejdsressourcer ude på afdelingerne, da patienterne og de pårørende langt hen ad vejen kan overtage arbejdsgange forbundet med den samlede madoplevelse. Derudover forventer Region Syddanmark, at arbejdsmiljøet for medarbejderne i forbindelse med madoplevelsen vil blive forbedret idet brugertilfredsheden forventes at være stor.

Læs mere
Fornyelsesfonden - Bespisningskoncept bedre mad på sygehusene