Brugerdreven innovation sætter fokus på brugernes behov, så det bliver gjort klart, hvilke nye teknologier og services, der er brug for. Dette skaber værdier for brugerne, hvis behov bliver opfyldt. Samtidig er brugerdreven innovation til fordel for virksomhederne, som kan udvikle efterspurgte produkter.
Demens i hjemmet
Projektet Demens i hjemmet har til formål at give virksomheder kendskab til systematiske og videnskabelige metoder til at afdække fremtidige brugerbehov på demensområdet. Med inddragelsen af brugerne er det muligt at finde nye indsatsområder, og projektet vil derved kunne bidrage med vinkler på teknologiske løsninger, der i højere grad tager hensyn til brugernes situation og ønsker. Ved at tage udgangspunkt i brugernes ønsker kan virksomhederne udvikle produkter og services, der sikrer den demente en højere livskvalitet og mulighed for at blive længst muligt i eget hjem.
Teknologisk Institut står for udførelsen af projektet i samarbejde med virksomhederne Mathmagicians og Care 4 All, Designskolen i Kolding, Servicestyrelsen, Odense Kommune, Vejle Kommune og Esbjerg Kommune. Der var kick-off for projektet i marts og projektet er nu godt i gang.
Kontaktperson:
Projektleder ved Teknologisk Instituts Center for Robotteknologi, Dorte Malig, +45 72 20 28 13
Brugerdreven innovation til udviklingen af velfærdsteknologier
Enhed for Velfærdsinnovation i Region Syddanmark vil gennem et udviklings- og læringsforløb identificere behov og kvalificere og implementere ideer fra medarbejdere og brugere på regionens sygehuse og sociale institutioner. I samarbejde med private virksomheder vil det resultere i udviklingen af nye velfærdsteknologier til brug på sygehuse og sociale institutioner. Disse teknologier vil blive udviklet i forhold til reelle behov, hvilket vil give fordele for både medarbejdere og brugere.
Udover Enheden for Velfærdsinnovation deltager Designskolen i Kolding og Syddansk Universitets Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse i projektet.
Kontaktperson:
Vicedirektør i Regional Udvikling, Jens-Otto Jeppesen, tlf. 7663 1401